Dengang jeg fik diagnosen, var meldingen fra min onkolog, at jeg havde 90 % chance for overlevelse og det må jo siges at være rigtig gode odds. Men lad os nu ikke glemme det allervigtigste; statistik er jo ikke andet end… statistik. Hver gang nogen referere til statistik, får vi i samme sætning at vide, at vi ikke skal lægge for meget i tallene for det er jo bare tal.
Mennesker er unikke og derfor er det svært at gøre noget der har med mennesker at gøre op i tal.
Men… og der er et men, for da jeg fik diagnosen, havde jeg svært brug for at vide, hvor store chancer jeg havde for at overleve. Lægen gav mig heldigvis 90% i overlevelseschance, men uanset procentsatsen, så havde jeg besluttet, at jeg ville gøre mit ypperste, for at blive en del af de 90%. Men hvad betyder de 90% så reelt? Well, her er svaret…
Oversat, så betyder det at jeg har 90 % chance for at overleve de første fem år efter sygdommen. Med andre ord, hvis jeg er i live 5 år efter endt behandling OG jeg ikke har fået tilbagefald, så udgør jeg en del af de 90%. Skulle jeg derimod dø af sygdommen i år seks, så tæller jeg stadig med som overlevende. Godt nok en død overlever, men en overlever!!
Så HUSK!! Det er jo bare statistik, og hvem har i grunden brug for statistikker?!
Uhelbredelig er ikke en deklaration…
Det er en udfordring!!
Er du så uheldig, at lægerne har vurderet at du er uhelbredeligt syg, så har du jo et ret dramatisk valg at foretage; du kan give lægerne ret og indse, at det nok er den vej det vil gå – hvilket det jo i øvrigt gør for os alle, eller du kan finde din indre rebel frem, slippe den løs og tage det som en udfordring og vise dem, at de tager fejl.
Faktum er, at ingen – heller ikke lægerne – kan sige med sikkerhed at du vil dø af din sygdom, og der er ingen – heller ikke lægerne – som kan sige hvornår. Det lægerne kommer med er et skøn eller kvalificeret gæt om du vil. Et gæt som er baseret på statistikker, og hvad var det lige med statistikker?? De skal tages med et gram salt! De skal bestemt ikke styre resten af vores liv – uanset hvor langt resten af vores liv så måtte blive. Og det er måske nok en frase, men ikke desto mindre, er det også et faktum, at sandsynligheden for at du bliver dræbt i trafikken er større end sandsynligheden for at du dør af din sygdom.
I Danmark har vi desværre nogle ret kedelige statistikker, hvad kræft angår, så meget desto mere grund til, ikke at hænge sig for meget i dem. Der er desværre undersøgelser og statistikker der viser, at der i Danmark er større risiko for at blive ramt af kræft og mindre chance for at blive helbredt for kræft end i mange af de andre lande, som vi sammenligner os med. Det var da også medvirkende til, at jeg ret hurtigt fik udtænkt mig en plan B.
HVIS nu jeg skulle gå hen og få et tilbagefald, så er jeg i så meget større risiko, for at blive én af dem, som får prædikatet ”uhelbredelig”, og derfor var det, og er stadig, vigtigt for mig, at vide hvad jeg vil, hvis jeg stik mod min egen forventning skulle blive ramt igen. Én ting ved jeg med sikkerhed; jeg VIL være en af dem, som ikke tager prædikatet ”uhelbredelig” som en dødsdom, men i stedet vælger at tage det som en udfordring.
Er du blevet erklæret uhelbredelig syg, vil jeg ønske og håbe at du tager det som en udfordring, og gør det bedste du kan, for at bevise overfor dig selv og lægen, at han tager fejl og du ved bedre!!
