Skrevet i 2011
“Danske kvinder hårdt ramt af kræft”, det er overskriften på en artikel på TV2-nyhedernes hjemmeside. Kort fortalt så fortæller artiklen, at kvinder med kræft har den næsthøjeste dødelighed blandt de 27 lande i EU, kun overgået af Ungarn. Det skulle fremgå af en statestik fra EU’s statestikbureau.
Taget i betragtning at Finland ligger nr. 5 og Sverige nr. 12 på samme liste, så kan det da undre, at “man” ikke vælger at drage over sundet for at finde inspiration. Du kan læse hele artiklen her.
Personligt giver det mig både kuldegysninger, men jeg kan da også bliver lidt høj af at læse sådan en artikel. Kuldegysninger fordi, at Danmark tilsyneladende er det forkerte land at befinde sig i, hvis du er kvinde med kræft – øhhh, det er jeg, eller var jeg! Jeg bliver høj, fordi jeg var én af de heldige som slap igennem nåleøjet. Og da der er gået mere end 5 år, så er jeg statistisk set en kræftoverlever.
Der kommer heldigvis mere og mere fokus på at forebygge. Efter min overbevisning er der stadig meget at gøre og lære, men i det mindste sker der noget. Kræftplanerne er et godt eksempel, om ikke andet, så skaber de da opmærksomhed på området. Og forebyggelse er jo også – i min verden – det område, hvor vi selv kan gøre noget. Bare fordi jeg har været ramt én gang, så er jeg jo hverken fredet for at blive ramt af en ny ny kræftform, ej heller for at blive ramt af tilbagefald, heller ikke selvom der er gået mere end 5 år. Det motiverer i hvert fald mig, til at gøre ALT hvad jeg kan, for ikke at blive syg igen. Det er en lang proces, ikke mindst fordi at jeg har en følelse af, at jeg skal lære min krop at kende på ny. Sygdommen og behandlingen har sat sine spor, både fysisk og mentalt, og blandt andet når det handler mit tarmsystem føles det som om jeg skal lære at “kravle” igen.
Et andet område som endnu er lidt overset herhjemme, er rehabilitering og håndtering af senfølger. Når vi nu er så mange som bliver ramt af kræft, og vi – heldigvis – også er en del der overlever, hvorfor er det lige, at det skal være så svært at få noget hjælp til “komme igen” efter sygdommen. Ja, der er en række tilbud, men de rækker jo langt fra. Kræftens Bekæmpelse gør et stort stykke arbejde, men det er ikke nok. Flere tiltag er nødvendige, og de må gerne komme fra andre end Kræftens Bekæmpelse, så der kan komme mere bredde og flere muligheder.
KræftOverlever er sådan et tiltag. Og jeg håber virkelig at det får succes.
